tirsdag den 23. november 2010

Rødt, rødt og rødt og så lige en lys grå...

På pinden (nålen) lige nu er en sekretærponcho i de skønneste opløftende røde farver, det luner, specielt nu, hvor sneen hvirvler omkring og gør det træls at være udenfor. Kunne det så bare holde op med at blæse.

Nå men, billede af ponchoen har jeg ikke, det er sort udenfor og umuligt at fotografere, men den er heller ikke helt færdig endnu.
Men farverne kan I da få glæde af

Kid Mohair

Det er ufatteligt så langt det garn rækker, og jeg er sikker på at ponchoen nok ikke kommer til at veje meget mere end 75 gram. Og superblød bliver den også.

Nu jeg lige nævnte vinter, mon der kommer lige så meget sne som sidste år? Det må der gerne, det lyser op, men er selvfølgelig besværligt at komme rundt. Men... så må jeg jo bare blive inde og være kreativ. 

Her er lige et lille vinterbillede fra januar 2009, hvis nogen skulle have glemt snemængden


God uge til Jer alle, og kør pænt!

torsdag den 18. november 2010

Rosen er rød, min ven

Jeg har netop færdiggjort et lille maleri på mit onsdagsmalehold. Det er uvant for mig at der er så lang tid mellem malesessionerne på et maleri - og ventetiden til det blev onsdag igen, så jeg kunne male på det, har været lang.

Jeg viser det lige frem her, men det kan også findes i min net-butik.


Weekenden er snart i sigte, så er der besøg og hygge i vente. God weekend til Jer, hvis jeg ikke får blogget igen inden.

mandag den 15. november 2010

Sikke en fest og det der fulgte

Altså den 40 års fødselsdag var superskøn. 17 piger og én mand. Og det eneste han var der for, var at servere. Det klarede han med stil og maden var helt bestemt noget at skrive hjem om. Uha, jeg havde ondt i maven - for styre mig kunne jeg selvfølgelig ikke - og lattermusklerne blev flittigt rørt ind i mellem mundfuldene. Her er menuen... bare tanken får tænderne til at løbe i vand...igen

Bagt laksefilet anrettet på fad, serveret med rejer og asparges, hertil citrondressing
Røget okseinderlår med ristede pinjekerner og parmesan, hertil tomatpesto
Filet af dansk ungkvæg med hjemmelavet mild madagaskarpebersauce
Farseret unghanebryst stegt på rodfrugter
Lun svampetimbale
Flødekartofler
Lækker blandet salat med dressing
Hasselnød og krokantmousse på hjemmebagt bund serveret med råsyltede skovbær

Søndagen gik med at oprette netbutik på amio.dk, den kan ses her:
http://www.amio.dk/butik/931/
Jeg bliver jo nødt til at se, om jeg kan sælge nogle af mine kreationer, ellers ender det med at jeg ikke kan være i lejligheden. Kig endelig indenfor.

Ellers har pindende glødet, er i gang med en poncho i limegrøn mohair, strikket - og der ligger én i samme garn, hæklet, og venter på at få de sidste tråde hæftet, blive vasket og strukket, så den kan komme i butikken.

Desværre ingen billeder, men jeg skal nok fotografere og vise frem.

I garnposen ligger noget tobaksfarvet uld, som jeg vil strikke et tørklæde af. Stærkt inspireret af at kigge blogs herinde.

God uge til Jer alle derude.

lørdag den 13. november 2010

Daselørdag inden tøsefest

I dag dases der. Hygger med Blogger, alle de indstillinger - jeg finder nok ud af det en dag.

Indimellem hækler jeg ponchoer, min søde svigerdatter har fået en - og alle hendes kolleger er ret misundelige. Så nu gløder hæklenålen med Vivaldi Garn på. Og musikken spiller i baggrunden, dog ikke Vivaldi, men lige så melodisk og skønt.

Jeg er i gang med en grøn, frisk limeagtig grøn. Der er forår i tankerne når jeg sidder med det, skønt der er længe til forår.

Her er den grå poncho, som alle de andre måles ud fra. Helt almindelige stangmasker med en stor nål - to stykker på 42 x 75 cm, der begge syes side mod ende.




















I aften er der tøsefest hos en veninde. 40 år bliver hun - uha, det er ingen alder. Længe siden jeg selv var der. Må huske at holde igen med rødvinen, jeg får så ondt i hovedet af det, men det smager jo godt.
Og serveringen udføres af hendes søde og skønne mand, glæder mig til at se om han er stadset ud i tjenerkostume.

tirsdag den 16. marts 2010

Der er sågu da forår i luften...

...og malerpenslerne kom endelig i sving med lyse og lette farver - det er ganske vist små malerier, 10 x 10 cm, men mon ikke der er nogen, der lige kan finde en placering til dem.
Foreløbig står de på en hylde og signalerer forår.

Og det her forår er så længe ventet. Vinteren har været lang, ikke at jeg har noget imod vinteren, det er bare med at iføre sig flere lag tøj, og så overfrakken, huen godt ned om ørerne og ud i vejret.

Men foråret er nu en skøn årstid, alt virker frisk og nyt, farverne er sarte og duftene.... selv en hærdet ryger kan dufte foråret - helt herind i stuen.
Det eneste der mangler nu, er varmen, så man ikke længere skal have så meget tøj på, og kan gå ud i bare tæer og klip-klappere.

Sært nok får jeg malet mere om sommeren end om vinteren - måske det har noget at gøre med lyset og farverne. Farver er en stor inspiration for mig, jeg bliver tit grebet af en farve og skal så prøve den af i alle mulige kombinationer.
Foråret har desværre også den ulempe, at man virkelig kan se vinterens ophobede snavs i krogene - ikke noget under at det hedder forårsrengøring - det trænger virkeligt.
Og så er det jeg tænker... det er da lettere at holde rent end at gøre rent, men i vinterens mørke er der alligevel altid noget der gemmer sig for falkeblikket, og så må jeg jo på den med klud, spand og vand.

Det er netop gjort med vinduerne... sikke da et syn udenfor, høj sol og blå blå himmel... jo foråret er en dejlig tid.

torsdag den 9. juli 2009

Strand, sand og vand


Elsker vand, ikke så meget at komme ud i det, men at høre på det..... bølgen der slår mod stranden eller en bæks stille klukken. Kan mærke allerede på lang afstand om der er vand i nærheden, ja nu ikke bare en vandpyt, men sådan lidt større.

Her er jeg ved Vesterhavet, så føler man sig straks lille i forhold til den uendelige strand og vandet. Den dag var det ikke en stille klukken, men mere et brusende hav, der med regelmæssige mellemrum slog ind mod stranden. Den lyd er meget beroligende for mig - og hvis jeg havde 20 millioner, var der ingen tvivl i mit sind - jeg boede med lyden af vand i ørerne.


Sand.... det er der også masser af ved stranden - og i diverse sandkasser rundt omkring. Og selvom jeg er gammel, er jeg ikke for gammel til at lege med det, ganske som sandskulptørerne ved Søndervig, der hvert år deltager i en festival med sandskulpturer. Ganske imponerende, så hardcore er jeg ikke, men måske godt begyndt. En skam jeg ikke havde vand til rådighed, kunne selvfølgelig have købt en flaske kildevand, men det er nu for dyrt.



Denne smukke skulptur ville jeg gerne kunne lave, men måske i et mere uforgængeligt materiale.

Ikke sidste gang jeg besøger Søndervig - og en stor sandkasse, men næste gang husker jeg vandet :-)


lørdag den 4. juli 2009

Drømmen der ikke vil gå væk

Kender du det?

En drøm, der bare bliver hængende flere timer efter man er vågnet..... som nu i nat, hvor jeg drømte en mærkelig drøm om 3 mennesker på en café. Jeg var den ene og de to andre kender jeg ikke. Vi sad og kiggede ud på den meget trafikerede gade lige uden for.
Nærmest en allé, der startede i et T-kryds lige uden for caféens vinduer og bare forsvandt i en lige linie mod horisonten.

Pludselig forvandlede vejen sig til en flod, med rivende, og meget blåt vand. For enden af floden steg og faldt vandet præcis som en rutchebanes forløb. Op/ned, dyyybt fald/hårdt op ad bakke. Langsomt/hurtigt og tilbage igen.

Tænker meget på, hvad den drøm vil fortælle mig.... ganske vist er mit liv turbulent lige nu, men jeg håber ikke det bliver ved, som i drømmen.

Er der noget jeg skal passe på? Er der noget jeg skal gøre? Ikke skal gøre?

Disse drømme, der forfølger mig hele formiddage, er ret ubehagelige, også selvom de ikke er mareridstagtige. Jeg længes efter en dyb, drømmeløs søvn mere end bare en enkelt nat en gang imellem.