søndag den 15. maj 2011

Færdigt arbejde ---> Hør/bomuld strikkjole

Nu har husfotografen taget billede af madammen med kjolen i hør/bomuld på.

Den er skøn, let og luftig, og den bliver et HIT her til sommer (hvis altså vi skal have lidt varme).


Garn: Italiensk hør/bomuld fra Garnudsalg.dk --->dette her
Pinde:
Mønster: Eget design med ind- og udtagninger på alle de rette steder efter min facon.
Teknik: hhv. 2 pinde med 1 tråd og 2 pinde med 2 tråde, 2 pinde med 1 tråd og 4 pinde med 2 tråde, 4 pinde med 1 tråd og 4 pinde med 2 tråde. Strikket rundt ovenfra.
Hæklede ærmer og halskant.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt af den - og ikke mindst af at jeg havde tålmodighed til at få den lang nok.


lørdag den 14. maj 2011

På vikingernes tid


var det at smede et håndværk, som bestemt ikke har været nemt. I denne weekend holder Moesgård Museum Vikingesmedetræf med smede fra mange lande, og det var da noget, der lige skulle undersøges nærmere.


Det var spændende at se, hvad det rå jern kan blive til, når det bliver varmet op, foldet, vredet og hamret på. Utallige gange. Disse knive består af op til 1600 lag jern, der er foldet og hamret, foldet og hamret, nogenlunde som hvis man laver wienerbrød. Mønstrene fremkommer når man folder og vrider på en bestemt måde.


Her ses en af smedenes arbejdsplads, læg mærke til den fine skammel, ikke noget med plastikstole her.


Temaet dette år er køkkenudstyr, og der blev smedet både potter og pander, og en masse forskelligt ta'tøj. Her er det redskaber, der nok fortrinsvis skal anvendes i haven sammen med grillen eller over bålstedet.


Der blev udvundet jern af myremalm, som hentes op fra undergrunden ved Esbjerg. Nu skal jeg ikke rode mig ud i lange forklaringer, jeg kan slet ikke huske alt, hvad der blev fortalt, men det var meget interessant at høre om processen, og se at de selv byggede udvindingsovnen af ler.







Alt i alt en meget lærerig og spændende formiddag. Lidt kold, det blæser en del, men det gik. Det var tydeligt at smedene ikke havde problemer med kulde... bar overkrop og bare tæer, men det er nok også varmt at stå der og svinge hammeren (eller hvad den nu hedder).

Jeg faldt over en fantastisk smuk kniv, sådan en altmulig-én til køkkenet, jeg er vildt forelsket i den, men ikke i prisen. 700 kr kostede den, ikke at det er dyrt, det hele er håndlavet, men altså for dyrt for mig. Jeg har ikke engang taget billeder af den, så kan jeg da ikke fristes af dem.



Kreativt sker der en smule, jeg er færdig med en kjole i hør/bomuld, købt her, jeg skal nok se om jeg kan få husfotografen til at tage et billede, når den er vasket og tør.

Nu er jeg i gang med en sommertop i silke/casmere/bomuld, købt samme sted. Faktisk købte jeg omkring 23 km garn, komplet tosset, men det skal nok blive anvendt. Og det skal lige siges, at det ikke er sidste gang jeg handler der.

Nu vil jeg slappe af og holde weekend, en god og stille én af slagsen.

Håber der også er sådan en weekend til Jer.

tirsdag den 10. maj 2011

Opladning må der til

Når batteriet (det psykiske) er fladt som en pandekage må der opladning til. RO er nr. 1, det er der som sådan ikke mangel på, men nr. 2 er bølgebrus og grønne skove - den konto stod i et stort rundt 0.


Det måtte der rådes bod på, så turen til skov/strand var velkommen. Jeg kan sidde der i vandkanten (nå ja, altså ikke liiige i kanten, men tæt på) og lytte til bølgerne med blikket indstillet på uendeligt og bare lade op. Det er så skønt og beroligende. Når altså lige man kan tømme hjernen for alt uvedkommende - og det kunne jeg. Med den her udsigt er det ikke så svært


Blikket vendte sommetider lidt tættere på, ganske almindelige strandsten kan være fantastisk smukke




Noget af det, der også kan oplade, dog ikke i så stor en grad, er besøg i diverse dyreparker. Det er en fornøjelse at betragte dyrene... se blot denne kamel



eller isbjørnen


Nu vil jeg nyde resten af ugen - fuldt opladet, og håbe at energien holder mere end blot et par dage.

I må ha' en god uge!

fredag den 6. maj 2011

Makrosjov # 13

Catarinas blogleg denne gang har emnet: "Set på badeværelset"

Det er et svært emne, ikke fordi der ikke er noget at fotografere...men hvad skal man da vælge?

Mit bidrag er denne vatpindeblomst



Se Catarinas blogleg og deltag, hvis du kan - ellers er du velkommen til at stemme, når den tid kommer. Følg endelig  med...

torsdag den 21. april 2011

Rigtig god påske...

...ønskes alle her på bloggen. Må dagene blive fyldt med glæde og gode oplevelser.

Her er der gang i lidt rengøring - og som afslapning indimellem strikker jeg stadig på min syren/blommefarvede trøje. Måske den bliver færdig midt sommer, men så er der jo lidt til de kølige aftener.

I går fik jeg anskaffet mig lidt fimoler, så nu er der produceret 59 knapper i forskellige mønstre og farver - foto kommer senere.


søndag den 17. april 2011

Makrosjov #10

Jeg deltager i Catarinas blogleg med makrofotos, der denne gang har temaet:


RU

“ujævn eller grovkornet overflade eller struktur”
 
Her er mit bidrag :
 
 
Kig endelig en tur ind om Catarinas blog, der er mange spændende makrofotos.

fredag den 15. april 2011

Aktiv, jo jo....

Påskeferien nærmer sig, og en enkelt lille dekoration må der til. Alle mine påsketing er enten forsvundet eller på depot, godt gemt i en kasse (hvilken mon?). Orker i hvert fald ikke at lede efter tingene.

De nyindkøbte (plastik)æg - jeg har altså ikke lungekapacitet til det pusteri!! - skulle da have en rede at ligge i, og tilfældet ville at områdets store birketræ lige præcis skulle fældes i dag. Så kunne der jo ikke ske noget ved at klippe lidt smågrene af til at binde en rede af, og som sagt så gjort.


Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, trods plastikæg og -kylling. Det er til at leve med, og det smager da lidt af påske.


Det ser også ud som at foråret virkelig har meldt sin ankomst, trods dage indimellem med regn og rusk. Sådan er april, vi ved det, og alligevel synes vi det er træls.
Anemonerne står i fuldt flor, og næst efter liljekonval er det min yndlingsblomst.




På hjemmefronten skiftes aktiviteterne til at tage min tid. Oliemaleri er det nye. Jeg er stædig, når der er noget, jeg ikke kan. Så vil jeg lære det...basta! Jeg har prøvet til med oliemaleri før, men resultatet har været mildt sagt elendigt, og det kan bare ikke passe, at jeg ikke kan finde ud af det. Forrige lørdag var jeg en tur på fiskerihavnen i Århus, hvor jeg malede sammen med et par netbekendte fra et maleriforum på nettet. De malede begge med oliemaling og jeg fik rig mulighed for at betragte, hvordan de gjorde. Og når de kan, så kan jeg også, tænkte jeg ved mig selv.

Tirsdag blev der indkøbt et startsæt med oliemaling, og så gik jeg ellers i gang med det motiv jeg var begyndt på om lørdagen (i akrylmaling). Man kan nemlig godt male med oliemaling ovenpå akrylmalingen.

Det gik egentlig meget godt, jeg har nu lidt problemer med den tørretid oliemalingen har. Tålmodighed er en dyd jeg nok ikke har for meget af.

Nu da jeg var i gang, kunne jeg lige så godt prøve kræfter med portrætterne og hvem er mere nærliggende at male end børnebørnene? Hos mig er valget ikke så svært.

Nu er det lige før de er færdige, glæder mig til det er blevet lidt mere tørt, så jeg kan rette op på de småfejl jeg (selvfølgelig) har fundet.


Den anden aktivitet der tager tid, er strikketøjet. Lige nu er det strømper, jeg er i gang med det 4. par inden for kort tid. Alle strikket fra tåen og op, det synes jeg er en dejlig måde at strikke strømper på. I strikkekurven ligger min blomme- og syrenfarvede trøje, men den er desværre gået lidt i stå. Og jeg har en bestilling på en hæklet poncho i støvet dueblå, garnet er bare ikke sådan lige at finde, men det kommer vel. Nu er det også snart for sent til denne sæson, så jeg håber at modtageren er mere tålmodig end mig.





Lige om snart er det weekend og kæresten har påskeferie. Hvor skal vi nyde det.
 
Jeg håber og ønsker for alle derude i blogland, at de også må få en god ferie.