søndag den 30. juni 2013

"Flyvende hunde"

Forleden var jeg en tur rundt om vores lokale sø - det er jeg nu tit, så det er ikke så mærkeligt, men lige præcis denne dag så det mystisk ud.

Der var usædvanlig lavvandet og rundt langs kanten så der ud som om der var sandbund, det var det så ikke, men derimod kæmpestore sandfarvede og tørre blade, der hang på de nu blotlagte sivplanter. 

Det så endnu mere fantastisk ud med de formationer samme blade havde lavet på grenene, der normalt er skjult under vand. Jeg synes det ligner flyvende hunde.



Noget knap så spændende, der kunne ses i det der plejer at være sø, var alle de efterladenskaber der er smidt i søen: flasker, et gammelt penalhus, papir, øldåser, pizzabakker. Hvorfor er det lige at sådan et åndehul skal bruges som skraldespand? Det er nemlig ikke fordi, der mangler skraldespande rundt om søen, og de bliver endda flittigt tømt.

onsdag den 26. juni 2013

Mine nye briller

Og her er de så, mine nye briller (og jeg)



Og sommeren er stadig ikke kommet. Træls at vågne op til regnvejr, men i det mindste blæser det ikke lige nu.

Hav en god dag derude

Kom nu da sommer

Jeg er ved at være grundigt træt af regn og rusk. Jeg vil ha' sommer, med blå himmel, fuglesang, tørt græs mellem bare tæer og et enkelt dyp i havet. NU!

Dagen i dag bød på nye briller (billede i morgen), og et besøg af torsdagsbarnebarnet, selvom det er onsdag. Hold da op der er drøn på ham, hold på hat og briller :-)

Nat nat. Sov godt. Mere herfra i morgen, når jeg har lagt billeder på fjerndrev.

mandag den 24. juni 2013

Mon det her virker?

Nu har jeg installeret Blogger på telefonen, så er der en mulighed for, at jeg bliver lidt mere aktiv. Det er i hvert fald forsøget værd.
Nu vil jeg finde ud af, hvordan man sætter billeder ind fra telefonen.
Og hvor i indlægget kommer sp lige billedet ind.

På billedet ses mine nye "ta'-udenpå-solbriller". De er fantastisk smarte, når man nu skal bruge briller.

Ny blog

Jeg har udgivet en ny blog med mine malerier, da min hjemmeside er nedlagt. Du finder den her: Min blog med malerier
Jeg vil rigtig gerne have tilbagemelding på hvad du synes.

Rigtig god uge

fredag den 27. juli 2012

Dekorativ afdækning

Jeg har mit værelse på 1. sal mod øst, med et vindue, der fylder en hel væg, fra loft til gulv og fra side til side. Det er skønt med lyset når jeg skal male og lave andet kreativt, men det betyder også, at alle i bebyggelsen kan se mit rod - og alle de ting jeg har stående på gulvet. De kan også se lige op på mine ben, når jeg sidder ved bordet.

Tanken om en eller anden form for afdækning har længe luret i tankerne, og i dag kom jeg endelig i gang. "Bevæbnet" med et stort stykke (ca. 70x200 cm) ugrundet lærred, pensler, akrylfarver og masser af vand gik jeg i gang på græsset. Alt det vandsjaskeri duer simpelthen ikke inden døre.

Jeg fik monteret lærredet på to rundstokke, vandede det igennem med vandkanden og spændte det op med de forhåndenværende ting og så ellers i gang med farverne.

Jeg elsker blå og sommerhimlen især, så det var ikke svært at bestemme sig for en startfarve.


Der er temmelig meget blåt på og en anelse gult.
Stoffet er meget vådt og ligger direkte på græsset. Jeg regner med at kunne få nogle flotte effekter ud af det.





Allerede nu har det blå trukket sig sammen og efterladt hvide områder. De røde valmuer er løst placeret.


I detaljen her kan man se, at farverne flyder sammen og kanterne i valmuerne bliver diffuse. Det passer mig fint, at jeg ikke selv kan styre det, jeg plejer at være så kontrolleret, så det er rart at slippe lidt - og lade sig overraske.


Nu er vi rigtig tæt på. Man kan se stoffets struktur, og faktisk også se, at det er krøllet. Jeg ved ikke hvad det er med det stof, men det kan ikke lade sig gøre at stryge det glat. Så bliver det sådan - og fint med det.


Nu trækker farven ikke mere sammen, stoffet er tørt og de sidste detaljer kan påføres.


Det færdige maleresultat. Nu venter bare strygning, syning og montering i vinduet. Jeg glæder mig til privatlivet bag valmuemarken :-)





mandag den 23. juli 2012

Anbefaling af blog

Fast blogskriver bliver jeg aldrig, lige nu har jeg dog noget på hjerte, nemlig at min kæreste forhåbentlig får gang i sin blog Rafikis verden nu. Han vil anmelde bøger, film og steder, hvor der er spændende ting at fotografere. Kig endelig indenforhans blog, og meld dig gerne som fast læser.
  

Selvom jeg selv er med på mange af de ture med kameraet, han tager, er det alligevel interessant at læse om hans syn på det.
Film og bøger er jeg nok ikke så interesseret i, men jeg er interesseret i at han har noget godt at tage sig til.